Om dagbøger

1
Indledning
Dagbogsagtige optegnelser har fra tidligste tid, i de ældste middelhavskulturer, været så
almindelige som enhver anden form for skriftlige meddelelser.
Daglige beretninger om guders eller menneskers gerninger dukkede lige så tidligt op som
de logbøger, der blev ført på skibene.
I kronologisk form optegnedes dag for dag de ydre begivenheder. Disse kunne være af almen
interesse eller beregnet for en mindre gruppe som mandskabet på et skib eller munkene i et
kloster.
Allerede i hellenistisk tid dukkede der i disse eller upersonlige optegnelser subjektive
stillingtagender og betragtninger op.
I middelalderen blev sjælehistorier og bekendelser mere udbredte.
Og siden renæssancens gennembrud har dagbøger af alle slags som afspejlinger af en intim,
souveræn individualitet været udbredt i vesteuropæisk litteratur.
Der har været lang vej fra de ældste 'krøniker' over middelalder og renæssance til de pietistiske
selvafsløringer og den romantiske selvfordybelse til vore dages superindividualistiske fremstillinger
af individet i forhold til sig selv, sin meget nære sfære og det samfund, der omgiver det, og som det
indgår mere eller mindre interaktivt med.

2
Hvordan ser en dagbog ud?
Der findes simple notitisdagbøger, der fastholder, det der er værd at fastholde i stikord. Det kan være
systematiske optegnelser af f.eks. sygdomme, besøg, samtaler, vejret, middagsmåltider .... De tjener
det formål at støtte erindringen og organisere de ydre livsforhold.
Ved siden af disse notitsdagbøger, der efterhånden udvidede sig til forskellige former, hvor også
dagbogsførerens egne bemærkninger og synspunkter kommer til syne, udvikler der sig efter
renæssancen fortællende dagbøger.
Den utallige mængde af rejsedagbøger skal blot lige være nævnt her.
En underart af den fortællende dagbog er den litterære dagbog, en ægte og oprigtig skrift, men
arrangeret og ordnet, så den får kunstnerisk værdi og kompositorisk sammenhæng. Og fremstår som
en egen genre ved siden af romanen og novellen.
For de bedste og vigtigste dagbøgers vedkommende er det siden renæssancen karakteristisk, at de
kan indeholde alt fra enkle noter over systematiske betragtninger til behagelig fortællen-løs og
omhyggelig eftertanke. Som også blandinsformer af disse kan være tilfældet.
Netop disse blandingsformer med deres mangfoldighed af udtryksformer hører til og kendetegner den
ægte, ikke-litterære dagbog.
Man kan altid stille spørgsmålet: Var denne eller hin dagbog på forhånd tænkt til at skulle offentliggøres?
Den stil, bogen er skrevet i, vil for det meste give et svar på dette spørgsmål.
Som en tommelfingerregel kan man sige, at dagbøger, der ikke har været beregnet på eller tænkt til
udgivelse i højere grad er oprigtige og umiddelbare i deres indhold.
Men der er intet, der er enkelt eller skematisk i dagbøgernes verden. Nogle ville føle sig tiltrukket af
tanken om at intime afsløringer ville finde vej til offentligheden via deres dagbog, andre vil selv i
deres dybt hemmelige dagbog vige tilbage for at give udtryk for en sindsmæssig ubalance.
En dagbog er først og fremmest det værende, nutiden, når den skrives. Når den læses, er den det
daværendes nutid. Øjebliksbilleder af dagene. Den forsyner ikke dagbogsføreren med overblik, men
med indblik.
Et kendetegn er også dens umiddelbarhed og at den ikke, som et brev, henvender sig til et 'du'.
Men fremfor alt kendetegnes den af sin grundløshed, et fravær af at ville opnå en bestemt virkning.
Den skal hverken belære eller bygge op, der er ingen fortælling, intet handlingsforløb, ingen enhed
udover personens.
Det er den mest bekvemme og mindst prætentiøse form for litteratur.
Man kan altid spørge om en dagbogs oprigtighed, men i så fald spørger man samtidig om dagbogførerens
sindslige struktur.

3
Hvorfor skrive dagbog?
Hvad er dagbogsførerens psykologiske profil?
(Se også citaterne om og fra dagbøger andetsteds på denne website).
Den ældste grund er nok for at støtte hukommelsen. Men det er kun én af mange årsager.
For at vedligeholde det forgangne uforfalsket er en urgammel grund.
Mange kategoriseringer er forsøgt. Et eksempel kan tjene for alle.
Inddeling af dagbogsmassen i tre afdelinger:
Historiske dagbøger (indeholder fortrinsvis acta), dokumentariske dagbøger (fortrinsvis cogitata) og personlige
dagbøger (sentita). Selvom denne slags skemaer ikke er rummelig nok, siger det lidt om grunden til,
at en dagbog bliver ført.
Grunden til at man som person kunne ønske sig at holde noget fri fra den store glemmebog kan
eksemplificeres med Amiel, der har skrevet den mest omfangsrige dagbog. Han har sine grunde: Jeg er
alene, siger han først af alt. For ham er den en samtale, hans selskab, hans ven og fortrolige, den er hans
trøst, hans hukommelse, et smertestillende middel, hans ekko, udtryk for hans intime erfaringer, hans
psykologiske vejviser, beskytteren mod tankernes rust, hans påskud for at leve, det eneste nyttige, han
efterlod sig.
Benjamin Constant skrev i sin dagbog, at han behandlede den, som han behandlede sit liv. Det er mere
sigende end meget. Han holdt den som en stor og kær hemmelighed, som et stort varehus fyldt til randen
med dumheder.
Selvretfærdiggørelse og selvforsvar kan være andre grunde.
Og andre igen det hemmelige og ensomheden. Der findes utallige dagbøger fra kriges tid, kaserner, sygehuse,
fængsler. I en total stat kan dagbogen være den sidste mulighed for samtale. (Orwell:1984).
I dagbøger finder man beviset for, at man, selv under tilstande, som var ubærlige, har levet, har set sig om, og
har nedskrevet sine betragtninger.
Og der er endnu mange flere. Mange dagbogsførere har sikkert en ærlig, god og gyldig grund.

4
Og hvem skriver så dagbog?
Jeg vil for egen regning påstå, at der ikke er specielle karaktertræk, der
determinerer et menneske til en sådan gerning. Det kan både være en indadvendt som en udadvendt
personlighed. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at der er en række grunde, men én af de
væsentligste er, at jeg kan lide at skrive, skrive uforpligtende. I dagbogsformen har jeg fundet min stil.
Som andre har fundet deres i novellen, romanen eller digtet.

Men uanset psykologisk profil vil dagbogen formentlig afspejle, i indhold eller stil, de karaktertræk,
forfatteren har. Den vil være hans eller hendes helt personlige.

Ovenstående er et ekstrakt af indledningen til Gustav René Hockes bog om den europæiske dagbog.
Den er nævnt på litteraturlisten andetsteds på denne website.